top of page

Uddannelsesreformer: Vi må ikke svigte de kommende generationer

Studietiden skal være præget af udvikling og viden - ikke usikkerhed og bekymring.
Studietiden skal være præget af udvikling og viden - ikke usikkerhed og bekymring.

Jeg har de seneste uger talt med mange studerende. Og én bekymring går igen: Usikkerheden.


Usikkerhed om økonomi. Om valg. Og om der overhovedet er plads til at fejle - eller bare være menneske - i vores uddannelsessystem.


For med afskaffelsen af det sjette SU-år er der blevet mindre plads til det uforudsigelige. Mindre plads til at skifte retning, tage en praktik, blive ramt af sygdom eller lige tage en omvej for at finde den rigtige vej.


Debatten om SU handler ofte om arbejdsudbud og incitamenter. Men alt for sjældent om mennesker.


Reformerne går i den forkerte retning

I Danmark har vi heldigvis et af verdens mest åbne uddannelsessystemer, hvor der er plads til de fleste: Et system, hvor mennesker udvikler sig samtidig med, at de opnår viden og kompetencer. Det er en styrke, vi skal værne om. Men desværre går udviklingen i en anden retning: I stedet for at at skabe gode muligheder for de unge, har de seneste års reformer på området forværret dem:


Der er skåret i universitetsuddannelser og studiepladser. Adgangskravene er hævet.10. klasse og HF er på vej til at blive lukket. Og fleksibiliteten i SU-systemet er reduceret.


Konsekvensen er klar: Færre får mulighed for at finde deres vej.


Vi designer et system til de få, der passer perfekt ind - ikke til de mange, der kommer med en ildhu og lyst til uddannelse - men som har brug for mere fleksible rammer.


Vi skal turde investere i uddannelse igen

I Radikale Venstre vil vi vende udviklingen.


Vi vil investere massivt i uddannelse - fra folkeskole til universitet. Vi vil genforhandle reformerne, der lukker 10. klasse og HF. Vi vil åbne flere studiepladser i hele landet. Vi vil sænke adgangsbarrierer og give unge frihed til at vælge det, de drømmer om. Og vi vil genindføre det sjette SU-år.


Uddannelse er ikke en udgift, der skal barberes ned. Det er en investering i vores fælles fremtid. Det er mod til ansvar.



 
 
 

Kommentarer


bottom of page