Hvornår er man “rigtig” dansker?

Forleden deltog jeg i et debatarrangement med blandt andre Dansk Folkeparti. Meget af samtalen var egentlig lødig - lige indtil vi kom til integrations- og udlændingepolitik.

Her lød budskabet igen fra DF’s side: “En muslim ind, en muslim ud.”

En fortælling om, at muslimer er farlige og kriminelle. At de ikke er “gode” indvandrere, der bidrager til det danske samfund.

Det er simpelthen forkert.

Jeg kender mange muslimer, der hver dag gør en forskel i Danmark. Som forskere, jurister, undervisere og kolleger. Mennesker der arbejder, engagerer sig og er en del af vores fællesskab - præcis som alle andre.

De fortjener ikke at blive mistænkeliggjort eller talt ned til alene på grund af deres religion. Det gør ingen.

Min egen far kom til Danmark i 1980’erne. Han er fra England og har derfor ikke mødt helt så mange fordomme som vores muslimske medborgere, men hans vej til dansk statsborgerskab har været lang.

I mange år har han undervist på Aalborg Universitet og været med til at uddanne generationer af studerende.

Han har levet sit liv her. Arbejdet her. Betalt skat her.

Og først for få år siden blev han dansk statsborger - efter en lang og besværlig proces.

Er han så mindre dansk end mig?

For mig er svaret klart: Nej.

Samtidig taler Dansk Folkeparti for, at man skal kunne fratage dansk statsborgerskab fra personer, der er blevet danske statsborgere, hvis de begår kriminalitet.

Men så skaber man et A- og et B-hold blandt danskere.

Dansk statsborgerskab er en gave - ja.

Men hvis det kan tages fra nogle og ikke fra andre, så opstår spørgsmålet: Hvornår er man egentlig “rigtig” dansk?

Danmark er stærkest, når vi står fast på vores værdier:

Respekt for mennesker.

Ansvar for internationale konventioner.

Og en integrationspolitik, der bygger på fællesskab - ikke mistillid.

Vi skal selfølgelig stille krav.

Men vi skal også kunne møde mennesker med værdighed og medmenneskelighed - uanset hudfarve eller religion.

Og den tone, der hersker i integrations- og udlændingepolitik i dansk politik lige i øjeblikket, kan vi ikke være bekendt. Vi skal tale ordentligt til og om hinanden.

Det er mod til ansvar.